Antallet af HIV smittede i Afrika er mindre end antaget, men øges så hurtigt som nogensinde

Freakonomics Blog henviser til økonomen Emily Osters præsentation om AIDS på TED konferencen i år. Her kommer hun med nogle tankevækkende data omkring udbredelsen af AIDS i Afrika. Flere af pointerne har hun også med i en artikel i Esquire.

Ved at se på dødsrater i de afrikanske lande, har hun estimeret antallet af HIV ramte i de enkelte lande. Resultatet er at antallet af HIV ramte i Afrika nok kun er en tredjedel af der 25-30 millioner UNAID har estimeret.

I Uganda har der kørt en uddannelseskampagne med udgangspunkt i ABC stategien, hvor befolkning lærer at man skal holde sig fra sex, have færre partnere og i øvrigt bruge kondom. Det er af mange blevet opfattet som en succes, da udbredelsen af AIDS faldt.

Emily Oster påpeger at en anden grund kan være samhandel og eksport. De år hvor udbredelsen af AIDS faldt, faldt sammen med at Ugandas eksport af kaffe styrtdykkede. Op gennem 90’erne hvor eksporten tog til igen, er udbredelsen af AIDS også steget igen. Det samme fænomen kan hun se flere steder. Faktisk ser det ud til at når eksporten fordobles, så firedobles udbredelsen af HIV. På den positive side, så kan man ved hjælp at økonomiske indikatorer finde frem til de områder hvor der er mest brug for en indsats.

Eksemplet med Uganda viser at uddannelse ikke er nok, og noget tyder på at antallet af sexpartnere kan forstås i økonomiske termer. Det er en høj pris at afstå fra sex, medmindre fordelene ved det er store nok. Hvis en persons forventede yderligere levetid er kort, så betyder det mindre at have ubeskyttet sex, med risiko for at få AIDS og dermed dø inden for ti år. Omvendt hvis man har en forventning om at leve meget længere, så begynder det at være prisen værd, at afstår fra sex. Den sammenhæng an man se i hele verden. I områder med høj gennemsnitslevealder er antallet af sexpartnere faldet, hvorimod den ikke er i områder med høj dødelighed på grund af malaria og høj risiko for at dø i barselssengen.

En sidste væsentlig faktor er at det ser ud til at afrikanere har op til fem gange større risiko for at blive smittet ved sex med en inficeret person, end vi har i den vestlige verden. Det kan i høj grad skyldes at mange andre sygdomme end AIDS florerer i Afrika, herunder andre kønssygdomme og hepatitis. Nogen af sygdommene giver åbne sår på kønsdelene, hvilket markant øger risikoen for smitte, og andre sygdomme svækker immunforsvaret så HIV virus lettere får fodfæste.

Hendes pointe er altså, at udbredelsen af AIDS hænger tæt sammen med fattigdom (kort levetid) og tilstedeværelsen af andre sygdomme. Paradoksalt nok, så koster bekæmpelse af de andre sygdomme kun en brøkdel af prisen for AIDS medicin. Emily Oster kommer ikke ind på det her, men det er ikke mangel på AIDS medicin, der er problemet i Afrika, men derimod mangel på ekspertise til at administrere medicinen. Behandlingen af mange af de andre sygdomme er meget mindre komplicerede, og har derfor en større chance for at virke.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.