Èn ting er at Martin Geertsen som ene “fornuftige” røst stiller til et debatprogram på DR1 hvor alle inklusiv studieværten er på Ungdomshusets side. Noget helt andet er at han lader hele diskussionen køre på deres præmisser.
Geertsen giver dem lov til at køre debatten på at han ønsker ensretning. At han ikke ønsker de persontyper, som bruger ungdomshuset. At hele miseren bare er et udslag af en fejlslagen politik. Hvad tænker manden på? Har han overhovedet gennemtænkt hvad det det kræver, når man stiller op som boksebold på DR?
Debatten handler ikke om ensretning. Det handler alene om at ejendomsretten til en bygning skal respekteres. Det handler om at man skal kunne være mærkelig uden indblanding fra kommunen. Dem der ønsker et ungdomshus kan jo bare købe et, og så er den sag slut. København har et hav af forskellige tilbud, bla. Kraftwerket i Valby, som til forveksling ligner Ungdomshuset – bare uden alle voldspsykopaterne.
Det værste er at størstedelen af landets befolkning som udgangspunkt er på Martin Geertsens side, og så forspilder han fuldstændig chancen for at tage teten og for åben skærm gå i kødet tilhængerne af at slå politifolk ihjel og brænde uskyldige menneskers ejendom af. Den er lige til højrebenet. Alle modstandernes spillere sidder omkring bordet, og så er det bare at angribe i stedet for at sidde og se brødbetynget ud uden at se modstanderne i øjnene.
Hvor er det dumt. Jeg har slet ikke ord for hvor dumt det er. Hvis bare han havde erkendt sin inkompetence og sagt nej til at deltage. Det kunne selv Ritt finde ud af!