Dansk statsborgerskab skal være noget særligt, som man skal gøre sig fortjent til. Det skal være noget beundringsværdigt, en målsætning for dem der ikke er det, og noget der fejres når de bliver det.
Samtidig bør man aldrig kunne miste sit danske statsborgerskab ufrivilligt. Bor man i Danmark uden statsborgerskab, så er man gæst i landet; en velkommen og oftest kærkommen gæst, men når alt kommer til alt en gæst. Har man først gjort sig fortjent til statsborgerskab, så er man ikke længere udlænding. Der er ikke noget, der hedder 2. generations noget-som-helst. Man er bare dansker.
Reaktionen på den nye test til ansøgere til statsborgerskab, viser med al tydelighed at statsborgerskabet har mistet sin betydning. Man fristes til at sige betydningen er stjålet af folk, der ikke sætter pris på den. Det er som om diskussionen handler om at få krav til opholdtilladelse i Danmark, men det handler altså om selve statsborgerskabet.
SF’eren Villy Søvndal mener slet ikke der skal være noget udskilningsløb, og således udviskes forskellen mellem at være dansk og ikke-dansk. Venstres Eyvind Vesselbo mener det er for meget at stille spørgsmål om dansk historie og kultur, selvom spørgsmålene er latterligt lette, når man ser de tre svarmuligheder. Den konservative Charlotte Dyremose mere positiv, og det tyder i det mindste på en nogenlunde forståelse af statsborgerskabet.
Kløften mellem dem, der er statsborgere, og dem der ikke er, er en rationel kløft, som er til at føle på og forstå. Der er retningslinier og metoder til at krydse kløften, og det er muligt at gøre for dem der vil krydse. Uden statsborgerskabet opfindes der bare andre mere diffuse kløfter. Der opstår kløfter, som ingen kan se og endnu færre ved hvordan man kommer over. Der opstå kløfter for hvilken farve man har i huden, hvor ens forældre er født, hvilket efternavn man har. Der opstå kløfter mellem hvordan man klæder sig på, for hvilke spisevaner man har, og ikke mindst for den religion man har. De kløfter kan man aldrig komme over lige meget hvor meget man forsøger. Der vil evigt og altid være “dem” og “os”. Det bliver aldrig til “vi”, for vi ved ikke hvordan; ingen ved hvordan. Kravene for dansk statsborgerskab fortæller hvordan, men kun de konservative lytter!
