Man skal ikke læse meget på for eksempel Journalisten.dk før man falder over brugen af begrebet ‘pressefrihed’, men hvad dækker det egentligt over, og er det ikke bare en anden måde at stave til ytringsfrihed? Læser man lidt mere om brugen af begrebet for eksempel i forbindelse med klimatopmødet, ser det ud som om svaret er nej.
Mogens Jensen @ Journalisten.dk: Efter års debat om forsvaret af ytringsfrihed til gavn for demokratiet er det paradoksalt, at pressefolk i de seneste dage har berettet om problemer med at dække de mange demonstrationer. Fotografer fra Berlingske Tidende, DR og Politiken er blevet behandlet hårdt, og deres pressekort er således ikke er blevet respekteret. To norske pressefolk og en dansk fotograf fik konfiskeret udstyr under lørdagens klimademonstration – gasmasker og hjelme til at beskytte sig.
Pressefrihed er et privilegie pressefolk har til gøre ting almindelige mennesker ikke må, såsom at bryde politiblokader og besidde udstyr som man ellers kun finder ballademagere. Ja, selv brud på sikkerheden i lufthavnen skulle være acceptabelt for pressefolk, selvom domstolen sagde noget andet.
Ytringsfrihed bliver af nogen opfattet som et privilegie, som politikerne giver borgerne gennem lovgivningen. Ellers kan den ses som en mere fundamental ret, der udspringer af ejendomsretten. Ejendomsretten er i bund og grund ideen om at vi ejer os selv, og deraf følger at ingen må tvinge os med vold eller trusler om vold til at gøre eller til at undlade at gøre noget vi ellers ville have gjort. Ud af den ret følger ytringsfriheden til at tænke, sige og for den sags skyld også trykke vores holdninger og meninger uden trusler om vold hvis vi gør det. Pressefriheden udlægges til noget andet.
Anders Krab-Johansen @ Politiken: På offentlige steder skal journalister og fotografer kunne bevæge sig frit, så borgerne kan få uafhængige oplysninger.
Over 10.000 journalister er udstyret med et pressekort med navn og portrætfoto på forsiden. På bagsiden står der: »Dette kort giver adgang gennem politiafspærringer«. Herefter henvises til cirkulære nr. 211 fra Justitsministeriet, som giver pressen adgang, men også politiet ret til at sige stop.
Uanset hvilken måde man ser ytringsfriheden, så er pressefriheden et problem, for begge måder indeholder et princip om lighed for loven. Pressefrihed, som den fremføres på Journalisten.dk handler ikke om lighed for loven, men om at pressefolk skal være hævet over loven og kunne gøre som det passer dem med henvisning til deres pressekort.
Formålet Anders Krab-Johansen fremlægger er på alle måder fornuftigt, og det kan meget vel være i politiets og politikernes interesse at give pressefolk adgang til steder og handlinger, som ikke er tilgængelig for alle andre. Men det må så nødvendigvis være på politiets og politikernes præmisser det sker, at ophøje det til en særrettigheder er på trods af illusionen om en uafhængig presse absurd.
Når kravet om særrettigheder til alle med pressekort fra Danmarks Journalistforbund opstå, så minder det mest af alt om gamle dage hvor bestemte laug havde fået særprivilegier af kongen, som almindelige mennesker bestemt ikke havde adgang til. Selv optagelseskravene minder om de priviligerede laug:
Hvem kan blive optaget?: Dansk Journalistforbund organiserer alle, som enten har gennemført fagets uddannelser eller, som “med kreativ og/eller journalistisk indfaldsvinkel arbejder i medierne eller med informationsformidling, og som har ansættelse på anerkendte arbejdspladser eller har ernæret sig ved freelancearbejdet i mindst 3 måneder”.
. Der er altså ikke tale om almindelige mennesker, som for eksempel bloggere, som arbejder ved siden af skriveriet.
Kravet er altså at alle medlemmer af lauget skal have kongelige privilegier til at bryde loven og generelt gøre som det passer dem, hvis de mener de kan profitere på det (ved at sælge en historie). Hele princippet om sådanne privilegier er stærkt betænkeligt, og stærkt kritiseret i alle andre sammenhænge. Måske er der en sammenhæng med at dem der har bedst mulighed for at kritisere i mange år har været de samme, der har søgt privilegiet.
Det burde ikke være nødvendigt med privilegier udover den ejendomsretslige ytringsfrihed. Demonstrationer kan fint dækkes med de almindelige rettigheder på linie med alle andre borgere. Bedre er det for både politiet og offentligheden hvis saglige og ærlige personer, som alle har tillid til, får lov til at rapportere fra begivenheder bag om afspærringerne se. Prøver politiet eller andre at lægge låg på uregelmæssigheder bag linierne, vil det let kunne opdages og rapporteres indenfor den almindelige ytringsfrihed.
Der er ikke noget at sige til at der ikke er tillid til journalister som Lars Wikborg, som bryder sikkerheden i lufthavnen. Sådan en historie ville let kunne laves uden lovbrud. Tag bare eksemplet fra den anden dag hvor TV2 programmet Praksis efter aftale med alarmcentralen tester kvaliteten og dokumenterer en nærmest katastrofal betjening. Nægter alarmcentralen eller lufthavnen at gennemføre sådanne tests af respekterede og saglige journalister, så er det en interessant historie i sig selv.
At frame og ophøje et privilegium for de udvalgte til at være en frihed, er i bedste fald en pervertering af hele frihedsbegrebet og en nedgørelse af vigtigheden af ytringsfriheden. Hvis noget skal kaldes pressefrihed, så må det være frihed for alle til at arbejde som presse uanset hvad Dansk Journalistforbund siger.
