Regeringen vil tillade at unge under 18 år, som ikke er ansat til almindelig løn, kan fyres når de bliver 18 år, og ellers skulle have fuld løn.
3F mener åbenbart er det er forkert, og at det strider mod EU reglerne. Hvis man ser bort fra, at ansættelsesvilkårne andres når man fylder 18 år, så ligner forslaget den ordning, franskmændene er ved at gennemføre, og som har ledt til vilde protester på flere universiteter i Frankrig. Her vil regeringen tillade at fyre alle under 26 år uden grund, hvis de har været ansat i under 2 år. Formålet i Frankrig er sætte gang i økonomien, ved at gøre det lettere for virksomheder at fyre og ansætte. Ræsonnementet er, at hvis det er let at komme af med de ansatte igen, så tør flere virksomheder hyre unge. Ligeledes er det i Danmark formålet, at arbejdsgivere ikke skal fanges i en lønfælde, når deres ungarbejdere bliver voksne.
Hvorfor ikke gøre det konsekvent? ALLE skal kunne fyres uden grund, hvor som helst og når som helst. Mange vil alligevel have en opsigelsesperiode i deres ansættelseskontrakt, som gør at de fleste vil kunne nå at finde et nyt job – måske ikke jobbet, men i hvert fald et midlertidigt job, der holder kreditorerne fra døren.
Virksomhederne vil i hvert fald ikke holde sig tilbage med at ansætte nye folk, når de første tegn på et opsving kommer. Der er nærmest ingen risiko ved at ansætte nye, for er man for tidligt ude, eller er det ikke den rigtige person, man har fået fat på, så er det ikke nogen katastrofe. Det bliver også lettere for virksomhederne at komme gennem dårlige tider, når ekstra personale ikke belaster budgetterne. Under alle omstændigheder er det bedre, at fyre fem ansatte tidligt, end halvtreds et pår måneder senere fordi økonomien vælter. Nogen mener endda at det er de rigide tyske regler for fyring, der er skyld i de høje arbejdsløshedstal i Tyskland.
Hvis alle kan fyres uden grund, så bliver argumentet fra 3F om, at det er forskelsbehandling ligegyldig. Alle behandles ens, der bliver skabt flere jobs, men ideen om livstidsansættelse i den samme virksomhed må helt sikkert opgives. Men det ser nu ud til at være en lav pris at betale.