Berlingske citerer en artikel i Politiken (jeg kunne ikke finde linket hos Politiken) om regeringens skattepolitik og øget ulighed.
Men Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har for Politiken beregnet, at det indebærer, at den fattigste tiendedel af befolkningen har fået 1.650 kroner mere om året som følge af skattepolitikken, mens gennemsnitsdanskeren har fået 6.150 kroner og den rigeste tiendedel fået 13.400 kroner mere.
Til det siger Morten Houmann fra SF
Det betyder meget politisk, at skattepolitikken har øget uligheden, og at vi må have en skatteomlægning, der retter op på det igen.
For en gangs skyld ser jeg ikke nogen grund til at drage tallene fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i tvivl, for de støtter som sådan op om at skattepolitikken går i den rigtige retning, selvom det ikke er ret meget.
Jeg synes det er fantastisk at Morten Houman og jeg kan se på de samme tal, og alligevel komme til forskellige konklusioner. Det giver et indblik i nogle helt basale ideologiske forskelle mellem Morten Houmann og jeg. Morten Houmann har tydeligvis et stort fokus på hvordan det går de rigeste, hvorimod jeg interesserer mig for hvordan det gå de fattigste.
Jeg er ret ligeglad med hvordan det rigeste klarer sig, for de skal nok klare sig selv. Jeg er mere interesseret i hvordan de fattigste har det, og her dokumenterer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd at den fattigste tiendedel af befolkningen er blevet rigere. Hvis det var gået den anden vej ville jeg være slemt betænkelig ved regeringens skattepolitik, men tallene viser at det ikke er helt galt. Det kunne sikkert være bedre, men det er ikke galt.
Jeg synes det er interessant at Morten Houmann stirrer sig blind på hvor meget mere de rigeste tjener fremfor hvor meget rigere de fattigste bliver. Jyllandsposten havde for et par dage siden en god leder om en beregning af fattigdom, der også fokuserer på hvor rige de rige er.
Man tager den såkaldte midterste værdi og beslutter, at alle, der tjener under halvdelen af den, er fattige. EUs statistiske kontor fastsætter imidlertid 60 pct. af den midterste værdi som grænsen, og så er der pludselig 330.000 fattige i Danmark. (…) Hvis vi eksempelvis tager fem millioner danskere og indordner dem efter indkomst, er den midterste værdi altså den disponible indkomst hos person nummer 2,5 million.
Det interessante/kritisable ved denne forståelse af fattigdom og ønske om lighed er, at hvis vi giver de rigeste i Danmark en enkeltbillet ud af landet, så vil vi med ét slag få mere lighed og antallet af fattige vil falde, da den midterste værdi vil falde betydligt.
Morten Houmann vil glæde sig over den øgede lighed, og han må som konsekvens også rose den effektive fattigdomsbekæmpelse. Problemet er bare, at de fattige ikke har fået det bedre. På lidt længere sigt vil de sikkert får det dårligere, da de rigeste vil tage en masse ekspertise, investeringer og jobs med sig når de bliver smidt ud. Jeg kan kun konkludere at Morten Houmann slet ikke er interesseret i at gøre noget for de fattige, men kun ønsker at bekæmpe de rige. Jeg har det lige modsat.
