Løgnen der talte sandt

Sarah Palins påstand om Obamas såkaldte sundhedsreform ville oprette “dødspaneler” er af PolitFact.com blevet udråbt til årets løgn i 2009, men er der nu også tale om en løgn?

Børsen via Ritzau: Her skrev Sarah Palin som et indlæg i debatten om vedtagelsen af en sundhedsreform i USA, at Obama havde et “dødspanel” linet op, som skulle afgøre, hvem der skal leve og dø.
I det efter hjemmesidens mening usaglige angreb på Barack Obamas sundhedsreform skrev Sarah Palin på sin Facebook om ældre og handicappede.

“De kommer til at stå foran Obamas ‘dødspanel’, så hans bureaukrater på baggrund af subjektive vurderinger af ‘graden af produktivitet i samfundet’ kan afgøre, om de er værdige til at få lægehjælp,” lød det Sarah Palin i august.

Det er måske rigtigt nok at ordet dødspanel ikke står i teksten til sundhedsreformen. Obama kommer nok heller ikke til drive panelerne og ingen kommer til at stå foran noget, for hvis han er smart så efterligner han bare Danmark. I Danmark har vi netop et system, der indeholder alle elementer af det Palin er bange for. I stedet for at samle det hos nogle konkrete personer, som kan stilles til ansvar for beslutningerne, så er beslutningerne fordelt flot ud på politikere, bureaukrater og lægerne – men ikke patienterne.

Tag eksemplet med Charlotte Englev der led af brystkræft:

Men jeg nævnte også Kina. Som onkologen siger, er jeg en god kandidat, da mit almene helbred er så godt som det er.

Men hvad er det nu med det Kina, jeg har jo tidligere nægtet at skulle tage til udlandet. Min mor har haft penge stående til, at vi kunne sende mig til udlandet, hvis de kunne noget, som vi ikke kan i Danmark. Men med et hus der ikke er blevet solgt på 2 1/2 år, er der kun lige penge til at til at min mor kan overleve.

Jeg kan ikke sætte Michael i stor gæld for en behandling, som man ikke ved om kan hjælpe. Jeg er ikke SÅ opsat på at leve, at jeg vil sætte andre i stor gæld.

Men nu er der jo en masse folk, der samler ind, for at kunne tage til Kina for at få behandling og med stor succes.

Er det fair af mig, at synes at jeg godt vil samle ind fra fremmede, men ikke vil sætte min mand i gæld?
Vil det være 500.000 værd at forsøge at holde mig i live?

Alternativt kan du læse om Barbaras behandling for egen regning i Kina.

Sagen er altså, at der er en kræftbehandling i Kina, som ikke tilbydes i Danmark, og som man ikke kan få betalt af det offentlige. Behandlingen er specielt attraktiv for kræftsyge, som er opgivet af det danske behandlingssystem.

Der er altså nogen, formodentlig en gruppe læger man kunne kalde et panel, som beslutter at opgive patienten. Der er også nogen i systemet der beslutter om en given behandling skal tilbydes i Danmark. Hvem det er, står ikke helt klart, men der er formodentlig nogle læger, et panel, der laver eller ikke laver en indstilling. Laver de en positiv indstilling bevæger den sig sikkert op gennem bureaukratiet, hvor den på hvert trin kan forkastes, for så endeligt at nå ministeren eller folketinget – sundhedsudvalget kan vel kaldes et panel. Tilbydes behandlingen af den ene eller den anden grund ikke i Danmark, kan patienten efter individuelt skøn sendes til et udenlandsk hospital. Den process starter med at afdelingen i Danmark med den “højeste indenlandske specialkundskab” indstiller, formodentlig af et panel af afdelingens læger, til behandling i udlandet. Kravet er at der ikke må være tale om forskningsmæssig, eksperimentel, eller alternativ behandling. Om en given behandling er i en af de tre kategorier er sikkert også besluttet af et panel af fagpersoner eller bureaukrater. Indstillingen fra sygehusafdelingen skal godkendes i Sundhedsstyrelsen, måske af et panel af læger men sandsynligvis af en bureaukrat med et stempel, før behandlingen kan gives. Charlotte lider i øvrigt ikke længere.

I Danmark har politikerne været smarte nok til ikke at lave ét panel, som borgerne kan hænge op på beslutningerne; de har i stedet spredt det ud over et uoverskueligt netværk af offentlige beslutningstager, som populært kan kaldes bureaukrater. Men summa summarum er at vi i det danske system gør stort brug af paneler, som samlet har magten over syge danskeres liv og død. Det er simpelthen nødvendigt med et system af dødspaneler hvis man skal have et offentligt sundhedssystem uden brugerbetaling, for tænk hvad der skete hvis den lokale Føtex blev offentligt financieret og brugerbetalingen fjernet! Varerne ville blive revet væk uanset hvor meget alle kunderne var tvunget til at betale hver måned uanset om de kommer i Føtex eller ej. Er der ikke brugerbetaling, så skal der være andre mekanismer til at holde forbruget i ro, og den opgave løser dødspanelerne.

Årsagen til modstanden mod det der kaldes en reform skal findes i, at selvom amerikanernes sundhedssystem er bygget op gennem private sundhedsordninger, der er massivt reguleret, så har mange amerikanere relativ stor frihed til at vælge hvordan deres ordning er skruet sammen i forhold til danskerne. Det er forkert at kalde deres system for forsikringsbaseret, men de er langt bedre rustet til at købe dækning der gør at ingen andre end dem selv bestemmer hvilken behandling de skal have. Det er her kampen står. Reformen handler ikke om at give de fattige sundhedsordninger, for de har adgang til MedicAid eller MediCare. Kampen handler om hvem der bestemmer over alle amerikaneres sundhed: Borgerne eller politikerne?

Årets løgn siger altså ganske meget om Obamas reform.