Et foster er ikke et menneske, og selvom det var et menneske, så har det ikke ret til at beslaglægge en kvindes krop på noget tidspunkt. Omvendt burde en gravid kvinde som udgangspunkt udvise ansvar og hjælpe fostret hvis hun er i stand til det. I Irland er tre kvinde godt i gang med at kaste mudder på hele diskussionen, samtidig med at menneskerettighedskonvention skal forvanskes endnu mere.
JP.dk: De tre unavngivne kvinder måtte alle rejse til Storbritannien for at få foretaget en abort og mener, at rejsen udgjorde en fare for deres “helbred og velvære” og dermed var et brud på den europæiske menneskerettighedskonvention.
At nogen skal rejse et stykke vej for at få en medicinsk behandling skulle være brud på menneskerettighederne, er absurd. Men med de mange ting, der står i den udover frihedsrettighederne, skulle det ikke undre mig hvis de får medhold.
Men søgsmålet berører alligevel spørgsmålet om den basale ret til abort. Hvis selve rejsen er et brud på deres rettigheder, så forudsætter det at de har en ret til at få abort. I praksis kommer det nok til at handle om en retspositivistisk sammenhæng mellem forskellige love, som kun ser på den jurisdiske ret. Kvinderne havde i øvrigt ikke lov til at få abort i Irland. Så søgsmålet svarer lidt til at en kriminel mener hans menneskerettigheder er krænket fordi han følte sig nødsaget til at rejse til Malmø for at begå sin forbrydelse. Meget mere interessant er spørgsmålet om den moralske ret, da den helst skulle være udgangspunktet for lovgivningen.
Med til historien hører at den ene havde risiko for en farlig graviditet udenfor livmoderen, den var i kræftbehandling og den sidste havde fået sine øvrige børn tvangsfjernet. Sagen er, at hvis man betragter et foster som et menneske med de dertilhørende rettigheder, så retfærdiggør ingen af de nævnte årsager mordet på det lille menneske. Jeg hverken hver burde have lov til at slå et andet menneske ihjel fordi jeg ikke bryder mig om en eller anden risiko for mit eget helbred. Det er heller ikke i orden af forgifte og formentlig invalidere et andet menneske for at forbedre min egen situation, som kvinden i kræftbehandling gør. Under alle andre omstændigheder ville det skærpe straffen, hvis jeg gjorde det. Hvis et foster er at regne som et menneske, så er den sidste kvinde helt ude i skoven. Bare fordi jeg ikke er i stand til at hjælpe naboen ordentligt, berettiger det mig ikke til at myrde underboen fordi han også har brug for hjælp. I det tilfælde må man lade andre hjælpe, dvs. for kvindens vedkommende burde hun føde barnet og bortadoptere det.
Men det stopper ikke her, for i sagen om den niårige, der var blevet gravid efter en voldtægt ville det være helt korrekt at nægte en abort hvis man mener at et foster er et menneske. Det gjorde Vatikanet og det mener Vatikanet. Bare fordi man er i den skrækkelige situation at man er blevet voldtaget, får man ikke et fripas til at slå et uskyldigt menneske ihjel. Uanset om fostret er et menneske eller ej, så er det i hvert fald uskyldig i voldtægten. Brasilien var i øvrigt enige med Vatikanet, men fandt et smuthul i at pigen var selvmordstruet. Smuthullet er lidt absurd, for jeg har aldrig hørt om nogen, der har fået lov til at myrde et uskyldigt menneske ved at true med selvmord.
Det brasilianske smuthul leder tilbage til en undtagelse i Irlands abortforbud, som tillader abort hvis den gravides liv er i fare. Den undtagelse kan i en bestemt situation forsvares hvis man mener et foster er et menneske, men det kræver at truslen er akut lige her og nu hvor det er et spørgsmål om både kvinden og fostret dør, eller kun fostret dør. En statistisk risiko eller en forudset risiko er ikke nok. Men i det mindste ser det ud til at Irlands abortforbud er moralsk konsekvent, hvilket mange abortmodstandere ikke er.
Alle mange hvis ikke alle disse skrækkelige eksempler mener mange abortmodstandere at man kan gøre en undtagelse, og nærmest alle tilhængere af lovlig abort mener at det er rimeligt i disse situationer. Uanset hvilket udgangspunkt man har, så udelukker det at man så kan se fostret som et menneske. I stedet må fostret anses som et menneskefoster og ikke som et menneske. Ligesom man giver mennesker menneskerettigheder, så kan man give fostret fosterrettigheder, som ikke indeholder frihedsrettighederne. Når fostret er i stand til at leve som en selvstændig organisme udenfor moderen, kan man sige der er tale om et menneske, omend et menneske hvor rettighederne delvist administreres af værgen, dvs. i de fleste tilfælde forældrene.
Men der endnu farbar mulighed for at anse fostret som et menneske. Hvis man anser fostret som et menneske og samtidig tilskriver rettighederne udfra ejendomsretten, så krænker fostret kvindes ejendomsret over hendes egen krop, hvilket fostret ikke har ret til. Konsekvensen er at kvinden dermed har ret til at tage sin krop tilbage selvom det har fatale konsekvenser for fostret. Man kunne så mene at kvinden har en moralsk pligt til at tage sig af fostret, men i sidste ende vil konsekvensen være at man må tolerere helt fri abort. Der opstår dog nogle problemer med abortmetoderne, da lægerne kun må tage barnet ud, men ikke slå det ihjel.
Det er rigtigt svært at være abortmodstander, men i det mindste er Irlands forbud tilsyneladende konsekvent selvom den tilsidesætter ejendomsretten.
“Et foster er ikke et menneske,”
Hvad er det så? Det er rigtigt, at det tilhører sin egen kategori, men det har ingen implikationer i forhold til abortspørgsmålet. Et foster er et menneskelig organisme, der er på forstadiet til at blive et barn; et barn er en menneskelig organisme, der er på forstadiet til at blive en voksen, etc. Men bare fordi et spædbarn ikke er et småbarn, en teenager eller en pensionist, og uanset de mange forskelle i rettigheder og pligter, mennesker i forskellige stadier fra embryo til plejehjem har, så er retten til liv der altid.
“Og selvom det var et menneske, så har det ikke ret til at beslaglægge en kvindes krop på noget tidspunkt.” Fostret er ikke blevet spurgt, om det ville bringes til. Kvinden har i alle tilfælde end voldtægt selv været med til at skabe barnet og pådrager sig derfor et ansvar [og i få tilfælde kan det ansvar påduttes hende udefra, som når man ved synet af en druknende person forpligtes til at hjælpe vedkommende. Eller, for at holde abortanalogien, til i det mindste ikke at bidrage til personens drukning). Børn lægger beslag på deres forældre. Har man et ufødt i sin krop, så har man et ansvar for at tage vare på — f.eks. ved at holde sig fra druk og teratogen medicin.
Jeg ved ikke, hvor galt det principielt set var i det brasilianske tilfælde, selvom det mildest talt fremstod usympatisk. Jeg har svært ved at forestille mig, at alle ikke føler dybt med pigen og hendes familie, men som du påpeger, kan en tragedie ikke undskylde en forbrydelse. Desuden medfører abort, så vidt jeg kender til katolske forhold, automatisk ekskommunikation (at man får suspenderet sit medlemskab og opfordres til anger og forsoning). Der har således ikke været tale om, at man målrettet har villet gøre et eksempel ud af de stakkels mennesker, men om, at der er en vist kanonret på området. I øvrigt rettede sanktionen sig udelukkende imod moren og de voskne medvirkende; pigen havde ikke haft noget at sige.
Nu har jeg i øvrigt gen-abbonneret på bloggen. Mange strålende tanker, og skønt uenigheden i hvert fald på det ovenstående område, er her altid gode og konsistente tanker at hente.
/Erik
Hvis et foster er en menneskelig organisme i et forstadie (hvilket er helt korrekt), og heraf følger det ikke at det er et menneske, selvom man selvfølgelig kan vælge at opfatte det som sådan. Det er muligt at definere en “ret til liv” hvis vi vil det, ligesom irerne, men sådan en ret kan ikke siges at være en naturlig og derfor negativ rettighed. Det kan kun være en postiv ret defineret og givet af andre mennsker. Den del er jeg helt med på i nogle tilfælde, da jeg ikke er tilhænger af fri abort efter 12. uge. Men inden da ser jeg ikke nogen rimelighed i at tildele en sådan ret.
Hvis retten til liv skulle være en negativ naturret (kan også kaldes en guddommelig ret hvis man vil det), så løber man ind i problemer med kvindens ejendomsret til ejen krop (som er en naturret), og alle de undtagelser fra abortforbuddet kan heller ikke tolereres.
Det ansvar du mener kan påduttes kvinden og dem der finder andre i nød, er netop bare menneskelige påfund, og ikke noget basalt. En persons valg i de situationer kan sige noget om en persons karakter, hvilket kan være alvorligt nok.
Desuden, så har jeg det svært med påduttet ansvar, som absolut skal forvaltes på en bestemt måde. Så mener jeg ikke længere der er tale om ansvar men om tvang, og dermed en krænkelse. Kvinden har et ansvar ved en uønsket graviditet, men jeg kan ikke se at det ansvar ikke løftes gennem en tidlig abort.
Min argumentation går meget på skellet mellem guddommelige/naturlige/basale rettigheder og menneskeskabte kulturelle konventionelle rettigheder. Hvis vi bevæger og i den sidste type af den ene eller den anden årsag (nogen anderkender slet ikke den føste type), så kan argumentationen oversættes til “jeg mener…” Og det er fint nok, det kan jeg fint respektere. Men argumenterne i abortmodstanden er ofte af den første type, som siger at abort er fundamentalt forkert. Det udgangspunkt har nogle store konsekvenser og implikationer, som mange abortmodstandere ikke er villige til at indse.