Bøssekys og mangel på pli

Alternativ overskrift: Vi har ikke noget at skrive om, så her er en ligegyldig historie om bøsser.

Historien starter åbenbart i Metroexpress, der har brugt en bunke penge på at undersøge holdningerne til bøsser i offentligheden. Så løber Ritzau med historien, formodentlig fordi de ikke har andre historier, og så dukker det forventeligt op i Berlingske og Kristligt Dagblad, som lige spinner historien, så bøsser ikke længere må kysse i offentligheden fordi 23% af danskerene ikke bryder sig om at se på det. Kristligt Dagblad forstår åbenbart ikke at 23% ikke kan lave forbud, og endnu værre, så tror de at en følelse af afsky er det samme som et ønske om forbud.

Kristligt Dagblad bør hånes for en dårlig overskrift, men Metroexpress bør hånes for dårlig pop-journalistik.

Danskere betegnes som seksuelt frisindede, men noget tyder på, vi også kan være snerpede. I hvert fald siger 23 procent, at de føler sig generet af homoseksuelle par, der kysser.

Det viser en meningsmåling, YouGov Zapera har lavet for metroXpress.

»Det var dog et nedslående højt tal. Det kan åbenbart stadig vække stærke følelser, når to mennesker af samme køn er intime,« siger formanden for
Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, HC Seidelin.

• 32 procent generes af at se
nøgne mænd i det offentlige rum.
• 26 procent bryder sig ikke om at
se på nøgne kvinder.
• 23 procent vil ikke se på homoseksuelle
par, der kysser.
• 18 procent bliver generet af at se
par, der kysser inderligt og kæler
åbenlyst.
• 9 procent er trætte af at se på topløse
kvinder.

Tallene viser at mange danskere har en blufærdighed, og det har tydeligvis intet som helst med modstand mod homoseksualitet at gøre. Blufærdighed og snerpethed er for mig at se helt forskellige ting. Snerpethed indeholder også moralisering, og fordømmelse over småting, hvilket blufærdighed ikke gør.

Der er bare ting, som ikke hører til i det offentlige rum, som er generende eller ubehageligt for andre at overvære. Blottere er i den ene ende af skalaen, tæt forfulgt af offentlig sex og optakten dertil, som 18% siger de generes af. Men der er også mange andre ting, der virker ubehagelige på andre, som offentlige skænderier og forældre, der opdrager på deres børn når andre er i nærheden. Kort sagt, alle ting, som regnes som intimt eller ubehageligt. Hvorom alting er, så finder de fleste heteroseksuelle det ubehageligt at kysse andre af samme køn, og da de udgør et klart flertal er der ikke noget at sige til at de danner normen. Men man kan ikke springe derfra til at konkludere en modstand mod homoseksuelle.

At pådutte andre mennesker en voyerisme i offentligheden er simpelthen bare mangel på pli, og det er ligegyldigt om det er bøssekys, kælen eller nøgenhed. Og det er ikke nogen undskyldning bede folk kigge væk, og det er ligegyldigt at man skal have set noget for at kunne kigge væk. Det er stadig bare dårlig pli og mangel på opdragelse og respekt for andre.

Det journalistiske makværk bliver endnu værre:

Filmen viser seks unge mænd, der bader. Man ser deres overkroppe, og to af dem
kysser. Filmen skulle have været vist på metrostationerne, men Metroselskabet
trak sig.

»Jeg er rystet over, at man finder den provokerende.
Der er så mange vulgære og voldelige reklamer, og det her er jo æstetisk
og fint. Jeg troede ikke, vi havde censur i Danmark,« siger Mette Carla T. Albrechtsen.
Men det har vi, erklærer Metroselskabet.

Hverken Mette Albrechtsen eller journalisten forstår åbenbart hvad censur og ytringsfrihed er. Mette Albrechtsen har ikke noget krav på, at medier skal fremvise hendes budskaber, og det gælder også Metroselskabet, som selv bestemmer hvad de viser. Journalisten ville nok heller ikke bryde sig om at Metroexpress skulle trykke alle mine budskaber når jeg ville have det. At kalde det censur når Metroselskabet udviser pli på deres egne skærme, er bare dumt og journalisten burde vide bedre.