Vestre Landsret har netop frikendt Jyllandsposten og dens redaktører for at publicering af Muhammed-tegningerne skulle være æreskrænkende.
Nyhedsvisen: Det er meget trist, at landsretten mener, at det er okay at krænke andres ære og nedgøre minoriteter. Vi er meget skuffede, siger trossamfundets pressesekretær, Muhammed Nehme
Jeg synes også det er trist, at man ikke kan dømmes for at nedværdige og krænke minoriteter ved, at håne deres frontfigurer.
Tilhængere af frihed (altså den frihed, som betyder fravær af tvang) er også en minoritet, og den er i høj grad også forfulgt af bedrevidende formynderiske majoriteter, som ikke et sekund holder sig tilbage for at sende politiet efter alle, der ikke er enige. Milton Friedman er i høj grad en af frontfigurerne for denne minoritet, og skaberne af film som Syriana, med George Clooney i en af hovedrollerne, burde ligeledes kunne retsforfølges for deres forhånelser af Friedman og markedskræfterne. Det er jo en krænkelse af alle frihedselskende folk i hele verden.
Spøg til side. Man skal selvfølgelig ikke kunne retsforfølges ved at håne tanker, ideer og personer som andre holder af – uanset hvor gode eller dårlige de ideer er. Spørgsmålet er endda om man overhovedet skal kunne restforfølges for at håne eller nedværdige noget eller nogen som helst! Når alt kommer til alt, siger hånen så ikke mere om håneren end om den forhånte?
Ytringsfriheden er kun begrænset af ejendomsretten, og det er kun fordi ytringsfrihed er en del af ejendomsretten.
Uanset hvor usmagelige og utryk for mangel på pli den første optrykning af Muhammed-tegningerne var, så kan der ikke herske nogen tvivl om, at redaktørerne på Jyllands Posten var i deres gode ret til at trykke tegningerne. Enhver juridisk diskussion bør stoppe her. Mishag og foragt for Jyllands Posten falder også inden for ytringsfriheden, men mordplaner og bomber gør ikke.