SF og uagtsom voldtægt

SF ønsker åbenbart at straffe uagtsom voldtægt. Dvs. at det ikke længere skal være muligt for mænd at vide om de laver noget ulovligt. Det får de at vide senere, når de sendes i fængsel og stemples som sexforbrydere.

Det er så langt ude et forslag, at det fortjener en artikel på HeresyBlog. Dette er et eksempel på at kætterske ideer ikke nødvendigvis er gode.

Miseren er, at SF’s ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge, ønsker en bedre retsstilling for kvinder. Hun mener at ”hensynet til den anklagedes retssikkerhed ofte går ud over offerets retsbeskyttelse.” Hun ønsker derfor at bevisbyrden ikke kun skal ligge hos ofret/politiet, men også på manden.

Det er et mærkværdigt forslag, for hvordan skal en mand på nogen som helst måde kunne bevise at der ikke var tale om en voldtægt? Det er svært nok for kvinden at bevise at det var voldtægt, men det er komplet umuligt at bevise det modsatte.

Hele ideen om at en mand kan dømmes for en frygtelig forbrydelse, uden han overhovedet er klar over, at han har begået en forbrydelse, er horribel. Der kan kun være tale om en forbrydelse i det øjeblik forbryderen ved, eller burde vide at han er ved at begå en forbrydelse.

SF’s forslag gør det muligt for kvinder at fortryde en fræk aften, og så få manden spærret inde. Jeg undrer mig over hvad en retfærdig mand kan gøre for at sikre sig mod en dom for uagtsom voldtægt. Skal der laves en kontrakt mellem manden og kvinden ud på de sene nattetimer efter en våd aften? Hvad hvis kvinden føler sig presset til at skrive under, er det så stadig voldtægt? Skal der være uvildige vidner til stede under akten? Kan et sådan vidne anklages for meddelagtighed? Hvad skal der til?

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.