Kræftens Bekæmpelse lader rygerne i stikken med ny rapport

Nu er det for alvor gået galt. På symposiet “Lungekræft og Tobak – et offentligt eller et personligt ansvar?”, som jeg skrev om her, var min største kritik, at lægerne og eksperterne ikke gav troværdig information om rygning. Problemet er, at lægerne blandede en masse holdninger og formaninger ind i de fakta de præsenterede. Resultat er at de holdninger er lette at pille fra hinanden, og når det er let, så er det helt naturligt at tro at fakta også er forfejlede, hvis ikke man har et dybere kendskab til de præsenterede fakta.

Det er min egen overbevisning at rygning er pissefarligt, og at alle rygere burde holde med at ryge med det samme. Men når en overlæge med speciale i rygerelateret kræft stiller sig op og påstår at de nitrogene forbindelser, der tilsættes cigaretterne kun giver mere afhængighed, men ellers ikke ahr noget formål, så bliver jeg gal. For en rygers perspektiv er nitrogene forbindelser geniale, for de giver et bedre optag af den nikotin, der er i cigaretten, så rygeren får mere ud af at ryge en cigaret. Det er for pokker da derfor rygeren ryger, og det er nikotinen, som giver afhængighed. Lægen har ikke sagt noget faktuelt forkert, men han har tolket det fakta politisk, og kommunikeret politisk.

Problemet er bare, at politisk tolkning og kommunikation af fakta kun kan bruges til at overbevise nogen, som ikke har nogen forudgående overbevisning. Har man allerede en overbevisning, så rykket politisk retorik intet, og slet ikke når det er politiske amatører, som overlæger ofte er. Er der nogen, som har en forudgående overbevisning om rygning, så er det rygerne. Skal vi have dem overbevist om noget andet, så må der kommunikeres på deres præmisser med troværdige nøgterne informationer. På den front har Kræftens Bekæmpelse dumpet på det groveste med deres nye rapport om tilsætningsstoffer i cigaretter

Jeg har kun læst rapporten sporadisk, for med det makværk, så gider jeg ikke spilde min tid på at læse det hele. ”Rapporten” (der er situationstegn, for betegnelsen rapport indikere troværdighed) er et bestillingsarbejde, som kun har til formål at dæmonisere tobaksindustrien overfor politikere, som gerne vil fremstå som handlekraftige. Læser man lidt kritisk på deres hjemmeside, er det ret tydeligt:

Tobaksindustrien kan helt uden kontrol fylde cigaretterne med stoffer, der ikke alene gør rygerne mere og hurtigere afhængige, men som også kan give alvorlige sygdomme som blandt andet kræft.

Det er ikke kun nikotin og tobaksrøg, som skader rygernes helbred, når de tænder en smøg. Undersøgelsen dokumenterer, at industrien bruger tilsætningsstoffer til at gøre røgen mere behagelig og smagsfuld. På den måde er det lettere at begynde at ryge.

Igen er det tydeligt at det ikke er rygere man ønsker at omvende, men politikerne. For rygernes synspunkt er det da fantastisk at tobaksindustrien bruge penge og ressourcer for at få deres cigaretter mere behagelig og smagfuld – det er trods alt en del af grunden til de godt kan lide at ryge. Men lad os se på nogle eksempler fra rapporten:

Side28: I 2006 indberettede House of Prince, der er et datterselskab af Skandinavisk Tobakskompagni, en liste med i alt 299 tilsætningsstoffer. I 2000 offentliggjorde Dansk Tobaksindustri, at de brugte 37 tilsætningsstoffer til deres cigaretter, hvilket nu viser sig ikke at være det rigtige antal, da der nu er blevet indberettet 299 tilsætningsstoffer. Af disse 299 tilsætningsstoffer er de 249 tilsat tobakken, mens de resterende 50 anvendes til fremstilling af papir, lim, fi lter, blæk osv. Der skal her gøres opmærksom på, at de i alt 299 forskellige tilsætningsstoffer er et samlet tal for alle House of Princes cigaretmærker – i det enkelte cigaretmærke er der således langt færre tilsætningsstoffer.

Rapporten formår lige at gøre tobaksindustrien til løgnere når de siger, at der kun er 37 tilsætningsstoffer i en cigaret, selvom forfatterne lige får indskudt en bisætning til sidst om at det faktisk kan være rigtig nok. Spørger man enhver person, herunder politikere, som kun har fået rapporten refereret om hvor mange tilsætningsstoffer, der er i en cigaret, så siger de 300, selvom det ikke er sandt. Vi er altså helt væk fra en diskussion om det rimelige i at tilsætte 37 stoffer til en cigaret. Måske er det for meget og måske er det for lidt – uanset hvad, så bliver vi ikke klogere af at læse rapporten.

Side35: For lettere at optage det i kroppen, skal nikotin være uladet, da den kun derved kan gennemtrænge cellemembranerne, som indeholder meget fedt. Herefter trænger nikotinen videre ind i kroppen og blodet. Som udgangspunkt er cigaretrøg let sur, og nikotinen optages derfor i første omgang dårligt. I lungerne eksisterer der dog en højere pH (7,4), hvorfor nikotin her kommer i den uladede form, og nu kan optages. Der har været mange diskussioner om, hvorvidt tobaksproducenterne har tilsat stoffer til tobakken med den direkte hensigt at opnå højere pH. Dette ville lette optagelsen af det vanedannende nikotin, allerede inden det når lungerne, og således føre til en øget afhængighed.

Der er såmænd ikke noget forkert i teksten, men det giver et forkert indtryk, og informationerne kan diskuteres. For det første, så er det nikotinen rygeren ønsker at få optaget i kroppen. For det andet, så er den vanedannede effekt ikke i lugerne, men i centralnervesystemet (CNS). Èn ting er at får et stof gennem lungerne ind i blodbanen, noget helt andet er at få det fra blodbanen ind i CNS – det er på ingen måde nogen triviel opgave. For det tredje, så er det underligt beskrevet, hvordan det skulle være godt at gøre røgen mindre sur. I det øjeblik røgen/nikotinen opløser sig i lungevævet bliver pH-værdien 7,4 under alle omstændigheder. Det ville overraske mig hvis en smule ammoniak skulle være i stand til at hæve pH værdien i vævet betydeligt. I det hele taget er der grund til at tro at alt nikotinen vil blive optaget før eller siden, og det eneste man måske vil kunne opnå er en hurtigere optagelse, så rygeren hurtigere mærker noget efter at have tændt cigaretten. Hvis det er rigtigt, så er der grund til at tro rygeren vil ryge mindre kraftigt på cigaretten, så røgen ikke kommer helt ud i de små aveoler i lungerne, hvilket er absolut det farligste.

Og så lykkedes det lige at sætte tvivl om tobaksindustriens motiver igen, selvom der er argumenter for, at de bare gør det bedre for rygeren på både i form af nydelsen men også sundheden.

Rapporten bruger et par hundrede sider på at overvælde læseren med en masse data om et hav af tilsætningsstoffer, som findes naturligt i mange fødevarer, og som er ganske uproblematiske.

Side125: Gamma-undecalacton findes naturligt i æbler, abrikoser, ris og svinekød. Stoffet bruges i industrien i tyggegummi, is og bagte fødevarer (5).
(…) Af Baker et al. er den højest anbefalede tilsatte værdi af gamma-undecalacton i cigaretter sat til 0,008 mg pr. cigaret (6).
(…) I et studie med rotter blev den orale LD50 værdi rapporteret til at være 18.500 mg/kg. De toksiske symptomer opstod ti minutter efter indtaget, og døden indtraf fra fire timer til fem dage senere (26).

Det vi kan lære her er at en cigaret indeholder 8µg lacton, som er giftigt for rotter (som dårligt kan sammenlignes direkte med mennesker) når de får hvad der for et menneske i min størrelse svarer til 1.850.000.000µg, dvs 2 milliarder µg mod 8 µg. Hvad kan vi så bruge det til? Intet! Det skal lige siges at det på ingen må er det mest ekstreme tilfælde. I det hele taget er forfatterne ikke helt konsekvent med enhederne, hvilket kan gøre det svært at sammenligne hvis man ikke lige har styr på dem.
Men dette citat overraskede mig alligevel:

Der er enkelte studier af de tilsætningsstoffer, som vi har undersøgt, muligvis har en mutagen effekt Der er dog ikke nogen dokumentation for, at tilsætningsstofferne er kræftfremkaldende i de doser, der er i røgen. Enkelte stoffer er under mistanke, andre kan medvirke til, at der dannes kræftfremkaldende stoffer under forbrændingen.

Jeg tvivler på der er ret mange, der læser så langt i rapporten, men alligevel bør man nok ikke tro den beskyttende effekt er ret stor i forhold til farligheden af de andre.

Forfatterne pointere mange gange at der er brug for flere undersøgelser af tilsætningsstofferne i cigaretter. Hvorfor man skulle det undrer mig en hel del. Cigaretter er overordentlig farlige, og modsat rapportens formål, så dokumenterer den at langt de fleste tilsætningsstoffer er ganske uproblematiske. Men udlægningen af rapporten og den måde politikerne fortolkerne den, ligger ret langt fra de fakta der rent faktisk er dokumenteret.

I stedet for at kaste om sig med ubrugelige undersøgelser af tilsætningsstoffer, i et forsøg på at gøre tobaksindustrien til skurke, så de kan blive reguleret endnu mere, så burde man fokuserer på de enkelte rygere. Giv dem dem troværdige informationer de har brug for. Giv dem ansvaret for deres eget liv. Rygning er en farlig og grim vane.

Tobaksindustrien ønsker bare at tilfredsstille deres rygende kunder bedst muligt, og som Nick Naylor siger i den geniale film Thank You for Smoking: Big Tobacco er ikke interesseret i at slå sine kunder ihjel, for så holder de op med at ryge.

1 Comment

  1. Berlingske og JP beretter om at der er kommet en ny mere effektiv og sikrere måde at behandle kræft på, men behandlingen findes ikke i Danmark.Han anslår, at 15 pct. af de danske kræftpatienter umiddelbart ville have glæde af partikelterapi (…) I dag vise

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.